...dét der aldrig sker for en selv, dét der kun overgår andre. "Jeg har styr på mit liv og mit forhold" og "det er de andre der ikke kan finde ud af det" er den almindelige holdning, for hvorfor skal det komme så langt? Det er der jo ingen grund til? Men alligevel skete det. Jeg har forsøgt at undgå det i et år nu, men uden held. Min kæreste og jeg er kommet til den konklusion, at det nok er bedst at vi flytter fra hinanden - på trods af, at vi sammen har en søn på nu 3 år, og at vi egentlig har det meget godt sammen - vi skændes ikke eller noget i den retning. Vi er bare ikke tæt på hinanden længere. Var der nogen der havde spurgt mig for lidt over et år siden, ville jeg have svaret "det sker aldrig!" Og alligevel kom det så vidt. Vi tog beslutningen på årets første dag, hvilket har gjort, at jeg ikke har store forventninger til dette år. Noget der starter så dårligt, kan umuligt bringe noget godt med sig. Alt det her betyder at jeg nu står og mangler et sted at bo. Det skal være på Østerbro, da jeg skal have min søn boende halvdelen af tiden, og det ikke skal være for besværligt for ham at komme frem og tilbage mellem os. Det jeg søger er helst en andel, med minimum 2 værelser, eller en lejebolig der ikke er begrænset for meget i lejeperioden (min. 1 år). Så hvis der er nogen der læser dette, og kender nogen som kender nogen, så er du meget velkommen til at kontakte mig - helst pr. email.