[DK] ForældreIntra - en vidunderlig ting for os forældre
Min søn startede i skole her i starten af august. Og jeg må sige at der er sket en del siden jeg selv sad på skolebænken. I rollen som forælder føler jeg mig meget mere informeret om hvordan min søns skoledag er forløbet, end mine forældre nogensinde har måttet føle. Især i de små klasser hvor børnene endnu ikke er så gode til at fortælle hvad der er sket i skolen i løbet af dagen, må det have været svært at få noget info i tiden før Internettet. Selvom jeg arbejder med IT til daglig, har det været lidt af en øjenåbner for mig at blive stillet i rollen som forælder til et skolebarn, få adgang til ForældreIntra og se hvor godt det fungerer. Hver dag kan jeg logge ind og se en kort fortælling om hvordan hans dag har været, og være forberedt til at stille de rigtige spørgsmål ved middagsbordet, så jeg kan "hjælpe" min søn til at huske noget fra skoledagen, og fortælle lidt mere detaljeret om hvordan det har været for ham. ForældreIntra bruges også til at sende beskeder mellem hjem og skole, en funktion som vi allerede har gjort brug af, da han allerede blev syg efter en uges skolegang. Og så kan læreren lægge både dokumenter med info samt billeder fra skoledagen eller af deres projekter op, så vi som forædre kan læse dem og se billeder. Så helt klart en tommel op herfra, for ForældreIntra i skolerne!