Er lige returneret fra en 2-ugers rejse til Grækenland, nærmere bestemt Limnos, og føler det derfor ret surrealistisk at bevæge mig rundt herhjemme, iført Helly-Hansen regnbukser og sjaskvåde sko, i det pis-øsende regnvejr som det har været i dag. I 14 dage har jeg nu boltret mig i 25 grader varmt saltvand, nydt de 42 grader i skyggen om dagen og 27 om natten, og selvfølgelig spist og drukket de herligste græske lækkerier, og så kommer man hjem til sådan et lortevejr!? Sikke en velkomst! Men, bortset fra det så har det været en herlig tur. Min søn er endelig blevet glad for at bade og lærte faktisk, iført DSB-banearbejder-orange svømmevinger, at svømme rundt for sig selv. Det var rigtig stort at se. Og jeg fik tænkt en del over tingene, i de pauser der trods alt var, selvom jeg næsten var sammen med ham 24 timer i døgnet i samfulde 14 dage. Min kæreste (eller burde jeg kalde hende eks-kæreste?) var også med, så mens de studerede indersiden af deres øjenlåg midt på dagen, sad jeg på altanen og filosoferede, eller gik mig en lang tur og så lokalområdet. Jeg er rigtig god til at falde til et nyt sted, så det at komme hjem var faktisk mere underligt end det at komme derned i første omgang. Maden var også god, og vi fandt gode, autentiske restauranter, som serverede kendte græske klassikere som stifado, mousaka og taramosalata - og selvfølgelig den obligatoriske græske salat og tzatzikien. Prisniveauet var rigtig passende for vores pengepung; det var sjældent vi betalte mere end 30€ for en middag, og det var med vin og en mæthedsfølelse der var til at tage og føle på, når man bevægede sig hjemad (jeg ønskede flere gange at vi havde fået trillebørsmodulet til klapvognen med, så jeg ikke behøvede at slæbe min mave hen ad jorden når vi gik hjem). Til slut formåede jeg at føje mig (os) til listen over jubel-dumme danskere, der tror de kan tage til grækenland og leje en scooter, og så slippe godt fra det. Jeg har kun tid til at sidde at skrive denne lange post, fordi jeg fuldt ud har tilladelse til at sidde med mit højre ben oppe, støttet af en pude fordi det er svulmet helt op: Vi blev enige om at leje en scooter den sidste dag, og tage lidt rundt til nogle af de andre strande. Det gik fint med at komme til den første strand, Thannos, som var rigtig lækker (kan en strand være det?). Da vi skulle videre derfra kørte vi ca. 20 km/t. ud fra parkeringspladsen, men alligevel skred scooteren væk under os i et sving, med det resultat at min kæreste og jeg fik nogle kraftige hudafskrabninger på skuldre, albuer, skinneben og ankler. Jeg formåede så også at forvride min fod, hvilket er grunden til at jeg må sidde her, med højre ben eleveret for at lette væsketrykket. Og ja, jeg ved godt at det var en dum ting - nok egentlig inden vi kastede os ud i det. Men alligevel gjorde vi det; måske var varmen steget os til hovedet? Nah, dårlig undskyldning. Vi slap billigt og det er hovedsagen. Hvis der er nogen derude der skulle få lyst til et smut til det græske, så kan Limnos klart anbefales: Ikke turistet på den myretue-agtige måde, men heller ikke helt uden fest og farver. Det er primært et rejsemål for grækere fra resten af landet. Det tager nok et par dage at vænne sig til at være kommet hjem. Jeg kan mærke at jeg har lidt svært ved at komme op i gear igen, forstærket af at jeg har svært ved at bevæge mig rundt. Men når hævelsen har lagt sig og sårene har fået skorpe, så skulle jeg gerne være tilbage i gode, gamle Danmark igen...

...dét der aldrig sker for en selv, dét der kun overgår andre. "Jeg har styr på mit liv og mit forhold" og "det er de andre der ikke kan finde ud af det" er den almindelige holdning, for hvorfor skal det komme så langt? Det er der jo ingen grund til? Men alligevel skete det. Jeg har forsøgt at undgå det i et år nu, men uden held. Min kæreste og jeg er kommet til den konklusion, at det nok er bedst at vi flytter fra hinanden - på trods af, at vi sammen har en søn på nu 3 år, og at vi egentlig har det meget godt sammen - vi skændes ikke eller noget i den retning. Vi er bare ikke tæt på hinanden længere. Var der nogen der havde spurgt mig for lidt over et år siden, ville jeg have svaret "det sker aldrig!" Og alligevel kom det så vidt. Vi tog beslutningen på årets første dag, hvilket har gjort, at jeg ikke har store forventninger til dette år. Noget der starter så dårligt, kan umuligt bringe noget godt med sig. Alt det her betyder at jeg nu står og mangler et sted at bo. Det skal være på Østerbro, da jeg skal have min søn boende halvdelen af tiden, og det ikke skal være for besværligt for ham at komme frem og tilbage mellem os. Det jeg søger er helst en andel, med minimum 2 værelser, eller en lejebolig der ikke er begrænset for meget i lejeperioden (min. 1 år). Så hvis der er nogen der læser dette, og kender nogen som kender nogen, så er du meget velkommen til at kontakte mig - helst pr. email.

De få der følger denne blog - hvis der overhovedet er nogen der følger med - vil lægge mærke til at jeg har valgt at fjerne alt mit gamle indhold på bloggen; der er sket en masse ting i mit liv og jeg vil gerne indikere det skift det har taget, ved at starte på en frisk her. Der har været tavshed her i lang tid og det er der en grund til. I starten af dette år måtte jeg stoppe op og se på mit liv lidt udefra, for det var pludselig gået op for mig at fundamentet i mit liv var smuldret væk under benene på mig, uden at jeg egentlig havde lagt mærke til det. Jeg passede ikke mit arbejde ordentligt, jeg forsømte mig selv fysisk og, frem for alt, jeg forsømte min lille familie. Det gav stærkest udslag i forholdet til min kæreste; jeg fandt at det næsten var forsvundet helt i dyngen af bebrejdelser, mangel på kærlig omsorg og overvældelsen af alt det praktiske, som hører sig til når der kommer børn ind i ens liv. Vi var simpelthen gået hver sin vej, uden egentlig at ville det. Da tågen lettede og jeg klart kunne se at der var noget galt, stoppede jeg fuldstændig op i mit liv, stoppede med at lave alle de ting som jeg fandt uvæsentlige og ikke vigtige og kastede mig over at få mit liv og mit forhold på fode igen. Det indebar lange samtaler med min kæreste, min familie og mine venner. Jeg fik vendt alt på hovedet, set det fra mange sider og fundet ud af, at jeg på rigtig mange planer havde været blind for tingenes virkelige tilstand. Jeg begynder nu at kunne se lyset for enden af tunnellen, og det betyder at jeg også begynder at bruge mere tid på de ting som ikke er de vigtigste for mig, men som har en betydning for mig i min dagligdag. Jeg har tænkt mig at begrænse indholdet på denne blog, til at handle om de ting jeg finder mest interessante i mit liv. Det kommer til at handle om mit arbejde, min interesse for fotografering, skrivning, læsning, mine forsøg på at lære at programmere og mit arbejde med mig selv. Jeg ved ikke om det vil have nogen interesse for andre end mig selv, og det er egentlig heller ikke meningen; jeg gør det for at reflektere over mit liv, mere end for at fortælle det til andre.