CTO og Partner i Fab:IT ApS ° Ejer af Optimal Minimal ° Konsulent ° Techie ° Iværksætter ° Fotograf ° Motorcykelentusiast Praktiserer DevOps dagligt i Fab:IT og prædiker sund livsstil i Optimal Minimal
Hvem er jeg?
Hej - velkommen til mit lille visitkort på nettet. Her er et par ord om mig:
Jeg er stifter, partner og CTO i Fab:IT ApS, et IT konsulent og hosting firma i
København, der har fokus på Open Source baserede løsninger. Mine ansvarsområder
er automatisering af installation og konfiguration, at dokumentere procedurer og
processer, samt at sikre at vi benytter den bedste teknologi i vores løsninger,
gennem research og test, samt pitching til resten af mit team.
Derudover er jeg ejer af en webshop der hedder Optimal Minimal, hvor jeg sælger
forskellige sundhedsrelaterede produkter. Efter at være kommet ovenpå efter en
lang og hård periode med stress, fik jeg endelig foretaget nogle livstilsændringer
som fik mig ovenpå og Optimal Minimal startede jeg på grund af dette. Det er mit
håb at jeg kan dele noget af den viden jeg fik da jeg ændrede livsstil gennem
Optimal Minimal.
I 2012 købte jeg min første motorcykel. I 3-4 år havde jeg vaklet frem og tilbage
mellem at ville anskaffe mig én, og at forkaste idéen fordi den var for dum. Men
siden jeg endelig besluttede mig og købte én, har jeg ikke fortrudt én eneste gang.
Det har været én af de bedste beslutninger jeg har taget; jeg fik en del nye venner
jeg kører sammen med, jeg kunne køre ture med min søn bagpå, og tage ture rundt
i landet med telt etc. Jeg har kørt The Distinguished Gentlemans Ride 3 gange nu
og skal også deltage i dette års tur. Men det er når jeg kører alene at jeg finder
det mest terapeutisk for mig - det klarer min hjerne for alle bekymringer og får
mig til at føle mig i live og fri.
Fotografi
Fotografering har altid været en af mine hobbyer, lige siden jeg købte mit første
kamera, et Olympus OM101, tilbage i 1986. I starten værnede jeg om hvert eneste
billede, ventede til det helt rigtige motiv dukkede op og sørgede for at placere
mig korrekt både ift. afstand og vinkel, da jeg kun havde 24 eller 36 billeder
pr filmrulle. Senerehen var det bare et spørgsmål om at medbringe nok filmruller.
Jeg tog primært farvebilleder og fik dem fremkaldt hos foto forhandleren. Men så
fik jeg interesse for at tage sort-hvid billeder og ønskede selv at prøve at
fremkalde dem. Det foregik i mine forældres bryggers med brugt udstyr købt igennem
den Blå Avis.
Da min søn blev født, fik jeg et kompakt digital kamera til at forevige de sjove
stunder med ham, men da det hurtigt afgik ved døden, valgte jeg at anskaffe mig
et digitalt spejlreflekskamera, et Canon 10D. Det var en udgået model, så jeg
fik det på tilbud, med den kit linse der nu engang fulgte med. Skiftet til
digital og dermed muligheden for at tage rigtig mange billeder uden at skifte
film, var fantastisk og jeg fik taget rigtig mange billeder.
Interessen for at eksperimentere og tage lange ekponeringer og HDR billeder
dukkede op og efter nogle år med 10D kameraet, fandt jeg at det begrænsede mine
muligheder. Så jeg anskaffede mig et Canon 60D som gav mig flere muligheder pga
en hurtigere chip, HD video, slowmotion video med mere. Ydermere udvidede jeg med
en fast linse på 50mm og dette er mit nuværende kamera setup.